Dette er en komplet historie, om fortiden indtil nu. Eller... Vi mangler dele af den, men dette er hvad vi ved og kan fortælle videre til dig. Med årene, kan vi måske forme en ny historie. Vores Historie.
Begyndelsen.
I begyndelsen var der intet liv. Ingen jord, intet sted hvor livet kunne blomstre.
Men der var væsner. Ældre end begyndelsen, og alligevel tidsløse. Tiden passerede dem blot, og gjorde dem klogere og ældre, men alligevel uden at forandre dem. Det var guderne og Gudinderne. De er ikke væsner som os andre. De består ikke af en fysisk krop - nej, det er blot et skind. De er den rene energi, som alle væsner lever af, og derfor er de også livet selv.
Hvis jeg skulle fortælle dig om dem, ville det tage alt for lang tid. Og selvom jeg vedblev at fortælle dig ting til verden en dag ville ende, ville du aldrig helt forstå disse væsner. Jeg forstår dem end ikke selv.
Det hele startede ude i intetheden - Gudernes hjem om man vil. Du skal ikke forestille dig de guder som vi kender i dag. På det tidspunkt bestod de blot af lys og energi, for der var ingen grund til fast form. De kunne ikke se sig selv, men fornemmede de andres udseende ud fra deres sindsstemning og hensigter. Men, hvem var de? For i starten, var der nemlig kun de 4 første guder. Jeg, kalder dem de 4 sande guder. Men dette er helt op til den der høre historien.
Under det store træ Sif’s skygge, lå de guder der senere skulle skabe den verden vi kender som den er i dag. Til den ene side lå parret Archelaus og Jaganmata. Disse gudeskabninger, var det vi andre ville kalde mager. Partnere. Længere væk – i de inderste skygger stod Varda. Den sorte yndefulde hoppe, holdt sig for sig selv. Thi ingen af guderne var hendes fjender – såvel som hendes venner. For sig selv lå en drømmende ældre guddom. Gammel som tiden selv, og vis som få. Denne gik under navnet Ilúvatar. Disse guder var der blot. Intet foretog de sig, men nød blot deres udødelige liv i Dayaram. Sådan gik mange årtusinder, inden at den ældste af dem alle tog en beslutning der ville åbne øjnene på dem alle. For selvom de havde troet at de blot ville eksistere i evigheden – tog de grueligt fejl. Ilúvatar’s ord var ikke til at betvivle, og som hans ord omkring deres udødelighed ikke ville vare ved sank ind, greb en kold hånd om deres hjerter. En dag ville de blive glemt, hvis ikke de gjorde noget ved dette. Derfor, gik Archelaus og Jaganmata for at forene sig – til det der senere skulle blive til brødrende Brizio og Ahto.
Disse 2 brødre var som ild og vand i hinandens nærvær. Kort efter sin fødsel, beherskede Brizio jorden under livstræet Sif, og luften omkring dem. Modsat var de vande der faldt fra himlen, en befaling fra Atho. Men så snart disse var sammen, begyndte elementerne af rase. Jorden rystede, uendelige mængder vand faldt fra himlen, og selveste Sif’s rødder syntes at knage i protest. De 2 forældre så ingen anden mulighed end at skabe et sted hvor deres sønners ustyrlige kræfter kunne rase af i fred.
Archelaus rakte dermed ud i himmelrummet over dem, og bragte 2 stjerner med ned. Glohede var de, og uformelige. Brizio – som også havde behersket smedningens kunst, satte sig for at sætte disse sammen. Og i mange år arbejdede han på det, som senere bliver kendt som Ravium. Da han endelig var færdig, var landet glohedt og goldt. Atho lod fra en ordre fra deres forældre, vandet falde fra himlen til det dækkede hele landet. Nu, bestod det blot af vand.
Varda, som også ville have en finger med i det der udspillede sig foran hende nu, plantede en tanke i hovedet på de andre guder. Hvorfor ikke skabe en verden af disse stjerner..? en verden, hvor de for altid kunne blive lovprist og hyldet? Og ikke mindst.. husket? Guderne lod sig forblinde, og ud af dette besluttede de sig for at skabe den første race. En race, som skulle fjerne alt vandet fra den verden de havde skabt. For intet væsen som de havde i tankerne, kunne leve i vandet.
Som jeg har hørt det, var dette væsen skabt ud af Brizios billede. Formet af hans jord, og derefter pustet liv i. Disse væsner, lignede det vi vil kalde en hest. Borset fra en bestemt evne, de havde arvet fra deres essens. Jorden som de var skabt af, kunne de også flytte på. Brizios begejstring ville ingen ende tage, og han døbte dem Dwúr. Derefter placerede dem i verdenen med ordene om at fjerne alt vandet. Og de fjernede skam næsten alt vandet.. men umuligt var det at fjerne alt, og i skam trak disse væsner sig tilbage i deres huller – dybt begravet under jorde. Der ville gudernes blik aldrig kunne nå dem mere, og dermed ville de ikke kunne mærke skammen.
Imens alt dette var stået på, var en søster til de 2 brødre kommet til verdenen. Ung og fager var hun – og de døbte hende Vána. Hvor end hun gik syntes fantasi væsner at springe ud fra hendes livlige sind, og hun gav dem navne. Fugle, hjorte, ulve.. men da Vána så den golde jord – skæmmet af alle Dwúrene’s dybe huller, gik hun til sin fader. Hun bad om en race, der ville kunne gøre jorden frodig og frugtbar. En der kunne forskønne denne. Og Archelaus kunne ikke sige sin datter imod, og ud fra hendes billede skabte han Seraferne. Seraferne havde ingen anden form end en lysende kugle, og var flygtige som vinden. Sammen med alle hendes væsner skabt af hendes fantasi, placerede hun dem på jorden, og bad dem om at gøre jorden frugtbar. Og smuk blev den. Skove voksede op, enge kom til, søer og vandhuller blev ligeså indrammet af alt dette, og alt virkede idyllisk.
Men midt i alt det smukke, vågnede også Varda. For anden gang så hun ned på jorden, og det syn der mødte hende nu gjorde hende vred. Hvordan kunne det være, at de væsner der beboede jorden kun lovpriste Vána og hendes forældre? Det var hendes fortjeneste at de overhovedet havde et sted at bo. I sin vrede gik hun til Archelaus, og med sig bragte hun en statue af ler. Hun fremsagde sit ønske om at lade hans mage puste liv i denne også, og selvom det var tæt på at lykkedes, afslog han. I vrede kastede hun den fra sig, og længe vandrede hun vidt omkring. Indtil, at hun endag stod på kanten af Dayaram. Og midt imellem intetheden og alt fandt hun det sjette element kaldet Rall. Selve essensen af Rall var også essensen af Varda, og hendes forbindelse til dette var både farlig og fortryllende. Hun delte det op. En del af det, kastede hun som en hævn ned i den Verden der var skabt, og derefter spredte had, jalousi, død, sygdom og meget mere sig på jorden. Nu var denne ikke blot et paradis for de udvalgte, men et sted der ligeså var fyldt med pine og smerte. Den anden del… ja denne, er der ingen der ved hvor er.
Brizio’s skuffelse over hans væsners forsvinden havde imidlertidig ikke lagt sig, og med trøstende ord, og sleske vendinger lokkede hun ham en nat med hen til hende leje. Derefter, blev der givet liv til 2 nye guder. Morpheus og Mortho.
Disse brødre var også forskellige. Mortho havde fået begge mindre gode dele af sine forældre, og hvor han gik syntes en hidsig aura at følge ham. Morpheus var den mere stille type, og tit og ofte søgte han til Ilúvaters selskab for at lære om verdenen. Mortho så ned på verdenen, og en ide spirede frem i hans sind. Forklædt som en simpel hest, steg han ned på jorden, og tog kontakt med de væsner der indtil videre fandtes. Hånende og svigfulde ord forlod ham, og han vendte langsomt de væsner der beboede landet imod hinanden. Der, blev det første blod udgydt.
I al hemmelighed, besluttede Ilúvater at skabe et væsen mere, som alligevel ikke blot var et væsen. Han samlede de kræfter han besad, og en ny form for race opstod. For ja, dette var en race. Og han kaldte den hesten. Hesten var ikke særlig stærk, og kunne ikke det samme som de andre væsner der var blevet skabt. Men de var mange, og de var kloge væsner, som aldrig ville glemme en fejltagelse. Denne race placerede han ligeså, for at holde en balance i verdenen. Hesten bredte sig hurtigt ud over hele landet, og snart var den dén dominerende race i Verdenen. Og Hestene døbte verdenen Ravium. Dog var der en lille ting, som man ikke havde forudset ved hesten. Denne race rummede utrolig stærke følelser, i en grad en guddom ikke kunne forstå. Og derfor, var de også utrolig hævnrige, ligesom de kunne være kærlige. De var forskellige og individuelle. Et mysterium.
Siden død og sygdom havde spredt sig, havde det dog ikke været muligt at dø. For hvor skulle de døde tage hen? Derfor, havde de indtil da været tvunget til at blive i deres syge krop. Kvæstede, rallende og i smerte. Men efter hvad jeg har hørt, var det Morpheus der hørte de fortvivlede hestes skrig. Og derefter, gik han i bøn hos Archelaus. Han bad om sted i Dayaram.. Et enkelt sted, hvor han kunne skabe et rige til dem der skulle dø. Guden gav tilladelse til dette, og i udkanten af Dayaram skabte han Pauluun. Og ved indgangen til Pauluun, satte han Krystal Porten. I Pauluun var der intet. Der var hverken vådt eller tørt. Varmt eller koldt. Intet var i dette land, og det var her de døde ville komme til ham. Men noget fik de dog. Lindring. Ligesom at der intet fysisk var, var der heller ingen følelser. De vandrede blot – friet fra deres byrder.
Tiden kom, og Vána blev kønsmoden. Hun måtte vælge imellem de 2 brødre; Mortho og Morpheus. Og så vidt jeg har fået fortalt, var det Morpheus som vandt hendes hjerte. Thi han havde givet væsner såvel som race lindring og tråst, hvor Mortho blot havde ladet dem lide. I vrede over dette, rejste den unge gud. Hvorhen – det vidste ingen.
Guderne sank langsomt tilbage til deres stadie før de skabte verden, og alt andet.. lullet i søvn, af Raviums racers hyldest.
Den nye tid
Al viden til hvad der skete efter dette, er delvist gået tabt. Vi kalder den del for himmelkrigen. Af uforklarlige årsager, vendte guderne sig pludselig mod hinanden.
Ravium bekæmpedes forgreninger af racen Hesten imod hinanden, indtil at det var broder imod broder. De gik deres egne veje, og lyttede ikke mere til gudernes ord. Guderne vendtes ligeså imod hinanden. Ild faldt fra himlen. Jorden rystede. Store floder rejste sig, og magierne fløj igennem luften. Indtil alt forsvandt i et lysglimt. På jorden, kunne hestene pludselig ikke mere høre deres guder. Deres kræfter svandt ind, og alt gik i stå. Ingen ved eller vidste hvad der foregik i Dayaram. Indtil for ganske nylig… tegn på guderne er vågnet igen, er nu begyndt at vise sig. Nye guder er trådt til, og gamle guder er forsvundet. Nogle siger de er døde, andre siger de blot er forsvundet. Men hvad er sandt, og hvad er rigtigt?
Lad Raviums nye tidalder begynde.
Begyndelsen.
I begyndelsen var der intet liv. Ingen jord, intet sted hvor livet kunne blomstre.
Men der var væsner. Ældre end begyndelsen, og alligevel tidsløse. Tiden passerede dem blot, og gjorde dem klogere og ældre, men alligevel uden at forandre dem. Det var guderne og Gudinderne. De er ikke væsner som os andre. De består ikke af en fysisk krop - nej, det er blot et skind. De er den rene energi, som alle væsner lever af, og derfor er de også livet selv.
Hvis jeg skulle fortælle dig om dem, ville det tage alt for lang tid. Og selvom jeg vedblev at fortælle dig ting til verden en dag ville ende, ville du aldrig helt forstå disse væsner. Jeg forstår dem end ikke selv.
Det hele startede ude i intetheden - Gudernes hjem om man vil. Du skal ikke forestille dig de guder som vi kender i dag. På det tidspunkt bestod de blot af lys og energi, for der var ingen grund til fast form. De kunne ikke se sig selv, men fornemmede de andres udseende ud fra deres sindsstemning og hensigter. Men, hvem var de? For i starten, var der nemlig kun de 4 første guder. Jeg, kalder dem de 4 sande guder. Men dette er helt op til den der høre historien.
Under det store træ Sif’s skygge, lå de guder der senere skulle skabe den verden vi kender som den er i dag. Til den ene side lå parret Archelaus og Jaganmata. Disse gudeskabninger, var det vi andre ville kalde mager. Partnere. Længere væk – i de inderste skygger stod Varda. Den sorte yndefulde hoppe, holdt sig for sig selv. Thi ingen af guderne var hendes fjender – såvel som hendes venner. For sig selv lå en drømmende ældre guddom. Gammel som tiden selv, og vis som få. Denne gik under navnet Ilúvatar. Disse guder var der blot. Intet foretog de sig, men nød blot deres udødelige liv i Dayaram. Sådan gik mange årtusinder, inden at den ældste af dem alle tog en beslutning der ville åbne øjnene på dem alle. For selvom de havde troet at de blot ville eksistere i evigheden – tog de grueligt fejl. Ilúvatar’s ord var ikke til at betvivle, og som hans ord omkring deres udødelighed ikke ville vare ved sank ind, greb en kold hånd om deres hjerter. En dag ville de blive glemt, hvis ikke de gjorde noget ved dette. Derfor, gik Archelaus og Jaganmata for at forene sig – til det der senere skulle blive til brødrende Brizio og Ahto.
Disse 2 brødre var som ild og vand i hinandens nærvær. Kort efter sin fødsel, beherskede Brizio jorden under livstræet Sif, og luften omkring dem. Modsat var de vande der faldt fra himlen, en befaling fra Atho. Men så snart disse var sammen, begyndte elementerne af rase. Jorden rystede, uendelige mængder vand faldt fra himlen, og selveste Sif’s rødder syntes at knage i protest. De 2 forældre så ingen anden mulighed end at skabe et sted hvor deres sønners ustyrlige kræfter kunne rase af i fred.
Archelaus rakte dermed ud i himmelrummet over dem, og bragte 2 stjerner med ned. Glohede var de, og uformelige. Brizio – som også havde behersket smedningens kunst, satte sig for at sætte disse sammen. Og i mange år arbejdede han på det, som senere bliver kendt som Ravium. Da han endelig var færdig, var landet glohedt og goldt. Atho lod fra en ordre fra deres forældre, vandet falde fra himlen til det dækkede hele landet. Nu, bestod det blot af vand.
Varda, som også ville have en finger med i det der udspillede sig foran hende nu, plantede en tanke i hovedet på de andre guder. Hvorfor ikke skabe en verden af disse stjerner..? en verden, hvor de for altid kunne blive lovprist og hyldet? Og ikke mindst.. husket? Guderne lod sig forblinde, og ud af dette besluttede de sig for at skabe den første race. En race, som skulle fjerne alt vandet fra den verden de havde skabt. For intet væsen som de havde i tankerne, kunne leve i vandet.
Som jeg har hørt det, var dette væsen skabt ud af Brizios billede. Formet af hans jord, og derefter pustet liv i. Disse væsner, lignede det vi vil kalde en hest. Borset fra en bestemt evne, de havde arvet fra deres essens. Jorden som de var skabt af, kunne de også flytte på. Brizios begejstring ville ingen ende tage, og han døbte dem Dwúr. Derefter placerede dem i verdenen med ordene om at fjerne alt vandet. Og de fjernede skam næsten alt vandet.. men umuligt var det at fjerne alt, og i skam trak disse væsner sig tilbage i deres huller – dybt begravet under jorde. Der ville gudernes blik aldrig kunne nå dem mere, og dermed ville de ikke kunne mærke skammen.
Imens alt dette var stået på, var en søster til de 2 brødre kommet til verdenen. Ung og fager var hun – og de døbte hende Vána. Hvor end hun gik syntes fantasi væsner at springe ud fra hendes livlige sind, og hun gav dem navne. Fugle, hjorte, ulve.. men da Vána så den golde jord – skæmmet af alle Dwúrene’s dybe huller, gik hun til sin fader. Hun bad om en race, der ville kunne gøre jorden frodig og frugtbar. En der kunne forskønne denne. Og Archelaus kunne ikke sige sin datter imod, og ud fra hendes billede skabte han Seraferne. Seraferne havde ingen anden form end en lysende kugle, og var flygtige som vinden. Sammen med alle hendes væsner skabt af hendes fantasi, placerede hun dem på jorden, og bad dem om at gøre jorden frugtbar. Og smuk blev den. Skove voksede op, enge kom til, søer og vandhuller blev ligeså indrammet af alt dette, og alt virkede idyllisk.
Men midt i alt det smukke, vågnede også Varda. For anden gang så hun ned på jorden, og det syn der mødte hende nu gjorde hende vred. Hvordan kunne det være, at de væsner der beboede jorden kun lovpriste Vána og hendes forældre? Det var hendes fortjeneste at de overhovedet havde et sted at bo. I sin vrede gik hun til Archelaus, og med sig bragte hun en statue af ler. Hun fremsagde sit ønske om at lade hans mage puste liv i denne også, og selvom det var tæt på at lykkedes, afslog han. I vrede kastede hun den fra sig, og længe vandrede hun vidt omkring. Indtil, at hun endag stod på kanten af Dayaram. Og midt imellem intetheden og alt fandt hun det sjette element kaldet Rall. Selve essensen af Rall var også essensen af Varda, og hendes forbindelse til dette var både farlig og fortryllende. Hun delte det op. En del af det, kastede hun som en hævn ned i den Verden der var skabt, og derefter spredte had, jalousi, død, sygdom og meget mere sig på jorden. Nu var denne ikke blot et paradis for de udvalgte, men et sted der ligeså var fyldt med pine og smerte. Den anden del… ja denne, er der ingen der ved hvor er.
Brizio’s skuffelse over hans væsners forsvinden havde imidlertidig ikke lagt sig, og med trøstende ord, og sleske vendinger lokkede hun ham en nat med hen til hende leje. Derefter, blev der givet liv til 2 nye guder. Morpheus og Mortho.
Disse brødre var også forskellige. Mortho havde fået begge mindre gode dele af sine forældre, og hvor han gik syntes en hidsig aura at følge ham. Morpheus var den mere stille type, og tit og ofte søgte han til Ilúvaters selskab for at lære om verdenen. Mortho så ned på verdenen, og en ide spirede frem i hans sind. Forklædt som en simpel hest, steg han ned på jorden, og tog kontakt med de væsner der indtil videre fandtes. Hånende og svigfulde ord forlod ham, og han vendte langsomt de væsner der beboede landet imod hinanden. Der, blev det første blod udgydt.
I al hemmelighed, besluttede Ilúvater at skabe et væsen mere, som alligevel ikke blot var et væsen. Han samlede de kræfter han besad, og en ny form for race opstod. For ja, dette var en race. Og han kaldte den hesten. Hesten var ikke særlig stærk, og kunne ikke det samme som de andre væsner der var blevet skabt. Men de var mange, og de var kloge væsner, som aldrig ville glemme en fejltagelse. Denne race placerede han ligeså, for at holde en balance i verdenen. Hesten bredte sig hurtigt ud over hele landet, og snart var den dén dominerende race i Verdenen. Og Hestene døbte verdenen Ravium. Dog var der en lille ting, som man ikke havde forudset ved hesten. Denne race rummede utrolig stærke følelser, i en grad en guddom ikke kunne forstå. Og derfor, var de også utrolig hævnrige, ligesom de kunne være kærlige. De var forskellige og individuelle. Et mysterium.
Siden død og sygdom havde spredt sig, havde det dog ikke været muligt at dø. For hvor skulle de døde tage hen? Derfor, havde de indtil da været tvunget til at blive i deres syge krop. Kvæstede, rallende og i smerte. Men efter hvad jeg har hørt, var det Morpheus der hørte de fortvivlede hestes skrig. Og derefter, gik han i bøn hos Archelaus. Han bad om sted i Dayaram.. Et enkelt sted, hvor han kunne skabe et rige til dem der skulle dø. Guden gav tilladelse til dette, og i udkanten af Dayaram skabte han Pauluun. Og ved indgangen til Pauluun, satte han Krystal Porten. I Pauluun var der intet. Der var hverken vådt eller tørt. Varmt eller koldt. Intet var i dette land, og det var her de døde ville komme til ham. Men noget fik de dog. Lindring. Ligesom at der intet fysisk var, var der heller ingen følelser. De vandrede blot – friet fra deres byrder.
Tiden kom, og Vána blev kønsmoden. Hun måtte vælge imellem de 2 brødre; Mortho og Morpheus. Og så vidt jeg har fået fortalt, var det Morpheus som vandt hendes hjerte. Thi han havde givet væsner såvel som race lindring og tråst, hvor Mortho blot havde ladet dem lide. I vrede over dette, rejste den unge gud. Hvorhen – det vidste ingen.
Guderne sank langsomt tilbage til deres stadie før de skabte verden, og alt andet.. lullet i søvn, af Raviums racers hyldest.
Den nye tid
Al viden til hvad der skete efter dette, er delvist gået tabt. Vi kalder den del for himmelkrigen. Af uforklarlige årsager, vendte guderne sig pludselig mod hinanden.
Ravium bekæmpedes forgreninger af racen Hesten imod hinanden, indtil at det var broder imod broder. De gik deres egne veje, og lyttede ikke mere til gudernes ord. Guderne vendtes ligeså imod hinanden. Ild faldt fra himlen. Jorden rystede. Store floder rejste sig, og magierne fløj igennem luften. Indtil alt forsvandt i et lysglimt. På jorden, kunne hestene pludselig ikke mere høre deres guder. Deres kræfter svandt ind, og alt gik i stå. Ingen ved eller vidste hvad der foregik i Dayaram. Indtil for ganske nylig… tegn på guderne er vågnet igen, er nu begyndt at vise sig. Nye guder er trådt til, og gamle guder er forsvundet. Nogle siger de er døde, andre siger de blot er forsvundet. Men hvad er sandt, og hvad er rigtigt?
Lad Raviums nye tidalder begynde.